Forord
’Patetisk’ bruger vi gerne og ofte i nutidens sprog og
det i en nedsættende betydning om noget overdrevet følelsesfuldt. Men substantivet patos (den store følsomhed), som adjektivet kommer af, vil vi nødig tage i vores mund i modernismens og post-modernismens ironi-slipstrøm. Patos og ironi står som hinandens modsætninger, men gives der ikke en slags ironiens patos og patos’ens ironi? Den første kunne fx være den lidenskab, hvormed intetheden blev tilbedt i skriftdigtningen – og den anden kunne være der, hvor patos’en kapper over i latterlighed i sin forgæves søgen efter en instans at rette ’patosklagen’ til – alt det som er sammenfattet i den moderne negative brug: ’patetisk’.